Drop nu alle jeres myter om fedende kulhydrater

Vægttab handler om kalorier, ikke kulhydrater. Fortællingen om de fedende kulhydrater skygger for det faktum, at der er mange flere veje til vægttab end low carb. Foto: Martin Kurt Haglund (arkiv)

Vægttab handler om kalorier, ikke kulhydrater. Fortællingen om de fedende kulhydrater skygger for det faktum, at der er mange flere veje til vægttab end low carb. Foto: Martin Kurt Haglund (arkiv)

[Denne artikel blev oprindeligt bragt som debatindlæg i Politiken. I denne version kan du finde kilder til de mine påstande, der ikke kun bunder i erfaringer.]

Kulhydrater feder ikke. I hvert fald ikke mere end fedt.

Det er konklusionen på de mest velkontrollerede videnskabelige forsøg [1, 2] - og samtidig stik imod påstandene i en af de mest udbredte tilgange til vægttab, både i Danmark og internationalt: low carb-diæter.

Faktisk synes der at eksistere en slags “ammestuekonsensus” om, at alt kulhydratholdigt - fra pizza, pasta, slik og sodavand, til brød, kartofler og endda frugt - er skyld i overvægt og livsstilssygdomme.

Men hvordan kom det dertil?

I løbet af det sidste årti har vi lige så stille forladt 90’ernes fedtforskrækkelse. Denne retræte var nødvendig, fordi evidensen for, at fedt skulle være særligt fedende, viste sig at være svag til ikke-eksisterende.

Det var mere komplekst end som så; fedt var ikke fedende, medmindre man indtog flere kalorier, end man forbrændte, og det har vist sig, at endda mættet fedt ikke kunne siges at være entydigt dårligt for os.

Alt dette burde have lært os, at man ikke kan tildele enkelte næringsstoffer en sådan (u)sundhedsværdi, men som med så meget andet medførte opblødningen af fedtforskrækkelsen en skarpt polariseret holdning: fuldstændig fedtforherligelse og en sideløbende sukkerdæmonisering.

En dæmonisering, der hurtigt spredte sig til at omfatte alle de kilder til kulhydrater, der nedbrydes til sukre i kroppen. Der skal tilsyneladende findes en syndebuk, selvom vi burde have lært af fortiden. 

Centralt for kulhydratfobien var noget, der mindede om videnskab, men som ikke rigtigt var det: idéen om, at fordi kulhydrater fik kroppens insulinniveauer til at stige - og fordi insulin var nødvendigt for lagring af næring - så var kulhydrater skyld i overvægt.

Den logiske konklusion på denne hypotese (som mange stadig ser som fakta) var, at skulle man tabe sig, skulle man skære ned på kulhydraterne - ikke kalorierne generelt, og især ikke fedtet.

Det er det centrale argument for kostretningen LCHF (low carb/high fat), arvtageren fra Atkins-kuren, som i sin grundholdning desuden påstår, at fedt ikke feder - kun kulhydrater har denne egenskab.

Deri ligger også en idé om, at kulhydrater (især sukker) nemt omdannes til fedt. En idé, der er lige så udbredt, som den er usand [3]. For i årtier har man vidst, at omdannelsen af sukker til fedt kun sker under særlige forhold.

Selv når vi indtager store mængder kulhydrat, og får for mange kalorier, er det det fedt, vi indtager, der bliver lagret. Det er simpelthen bare mere effektivt.

Vi kan i dag med stor sikkerhed konkludere, at kulhydrat-insulin-overvægt-hypotesen (ofte kaldet insulinhypotesen) ikke holdt stik [4].

Man taber sig præcis lige så let (eller svært) ved at skære ned på fedt, som ved at skære ned på kulhydrater; man taber sig med sikkerhed, når man er i kalorieunderskud; og man taber sig med sikkerhed ikke uden at være det - lige meget hvor lidt kulhydrat man spiser, og hvor meget fedt man indtager. 

Intet af dette er nyheder for de mange evidensbaserede kostvejledere og fagfolk, der heldigvis er at finde i vægttabsbranchen. Men det er nødvendigt at ytre ofte som modsvar til de mange uvidenskabelige påstande, der gang på gang gentages - især på sociale medier. 

At kulhydrater ikke er særligt fedende, betyder ikke, at man ikke kan tabe sig ved at skære ned på dem. Selvfølgelig kan man det, hvis det medfører et kalorieunderskud.

Low carb kan altså føre til vægttab - det har blot intet med kulhydrater at gøre. Det ved man både fordi insulinhypotesen er i tydelig modstrid med resultater fra videnskabelige studier, men også fordi, der er mange andre gode forklaringer på, hvorfor nogle taber sig på en low carb-kur:

De øger deres proteinindtag, hvilket betyder større mæthed og mere energi brugt på at omsætte de indtagne kalorier [5, 6]. Studier viser, at det netop er det høje proteinindhold – ikke det lave kulhydratindhold – i kosten, der får low carb til at virke [7].

De dropper "dårlige vaner”: sodavand, slik eller chips om eftermiddagen eller om aftenen.

De forbrænder de kulhydrater, der lå på lager i muskler og lever [8]. Dette er dog ikke fedttab, og kommer på igen, så snart de vender tilbage til normale spisevaner.

De øger deres grøntsagsindtag for at kompensere for det manglende brød, ris og pasta. Grøntsagerne er kalorielette i forhold til, hvad de erstatter.

Fortællingen om de fedende kulhydrater skygger for det faktum, at der rent praktisk er mange flere veje til vægttab end low carb.

For vægttab handler om kalorier, ikke kulhydrater - men det betyder ikke at vægttab er nemt. Det er det ikke. Det er en kamp mod alle de mentale barrierer der er, for at ændre adfærd.

En kamp der ikke hjælpes på vej af massevis af misinformation, der får så mange til at fokusere på det forkerte.

 

Kilder:

  1. http://www.cell.com/cell-metabolism/abstract/S1550-4131(15)00350-2
  2. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/27385608
  3. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/10365981 
  4. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/27901033/
  5. http://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/07315724.2004.10719381
  6. http://ajcn.nutrition.org/content/87/5/1558S.short
  7. http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0031938412002806
  8. http://ajcn.nutrition.org/content/56/1/292S.abstract