Nej.

Så simpelt kan det siges. En negativ, anklagende og moraliserende attitude overfor overvægtige, på grund af deres overvægt, er endda direkte medvirkende til at accelerere fedmeepidemien! Og det har forskere på området været klar over i lang tid. I 2012 lavede man sågar dette review af den tilgængelige litteratur på området, hvori man i det indledende resumé, næsten kan mærke frustrationen hos forfatterne over, at stigmatiseringen og diskrimeringeren af overvægtige dengang stadig forekom. Desværre lever stigmatiseringen i dag i bedste velgående.

Stigmaet

Stigmaet (at overvægtige anses for moralsk mindreværdige) kommer til udtryk når man, i sin manglende forståelse for fedmeepidemiens kompleksitet, kaster om sig med ord som ”dovenskab”, ”manglende selvdisciplin”, samt naturligvis forskelige ord for ”frastødende”.

Det kommer også til udtryk når man siger: ”overvægtige skal tage sig sammen og komme i gang!”, for det understreger, at man opfatter en usund livsstil, som altid værende et aktivt, umoralsk tilvalg, i stedet for en adfærd der har en årsag og en historie.

Det er ord og vendinger der optrådte jævnligt i sidste uges virale video med træneren John Burk. Men det er også noget der kommer til overfladen i alle de kommentarer der bliver skrevet, hver gang videoen bliver delt.

John Burk: "When I sit there and I look at somebody who's overweight, I find that utterly repulsive and disgusting. Why? Because that shows a lack of self-discipline!"

Det er den fejlagtige stereotype opfattelse af overvægtige som dovne, svage, og uden selvdisciplin eller viljestyrke, der fører til stigmatisering, fordomme og diskrimination.

I virkeligheden er der næsten lige så mange årsager til overvægt som der er overvægtige mennesker. Det er glimrende illustreret i denne interaktive grafik, der forsøger at kortlægge alle de forskellige årsager og deres samspil.

At sige til en overvægtig: "Du skal sgu da bare tage dig sammen, dyrke noget motion og spise sundt - hvor svært kan det være?", svarer til at sige: "Tag dig lige sammen - op med humøret!", til én der har en depression, eller er gået ned med stress. Vi er i dag nået langt med at reducere tabuiseringen og stigmatiseringen af depression og stress, men der er lang vej igen når det kommer til overvægt og fedme.

Stigmatiseringen er en konsekvens af manglende forståelse, empati og villighed til at undersøge sagen nærmere.

Men ud over at være uempatisk, er denne holdning også kontraproduktiv.

Mange tror at det både er retfærdigt og ikke mindst motiverende, når man placerer skylden hos de overvægtige. De tænker, at medmindre de overvægtige bliver gjort opmærksomme på deres skyld, kan de ikke gøre noget ved det. Og de mener også, at folk som jeg, der påpeger det modsatte, er medvirkende til at give de overvægtige "en undskyldning" for at blive ved med at leve på samme måde.

Men videnskaben har undersøgt dette grundigt og det er ikke længere en holdningssag: stigmatiseringen og beskyldningerne er IKKE motiverende.

Tværtimod.

Stigmatiseringens konsekvenser

Faktisk har stigmatisering og diskriminering af overvægtige, omsiggribende konsekvenser:

Det er psykologisk belastende for den enkelte overvægtige, der i forvejen ofte har en lavere livskvalitet end normalvægtige
Det medfører yderligere overspisning og dermed vægtstigning (modsat hvad mange tror)
Det truer folkesundheden, ved at øge kropsvægten hos i forvejen overvægtige
Det øger sundhedsmæssig ulighed (overvægt rammer skævt – mere overvægt øger denne skævhed)
Det modarbejder de positive indsatser der allerede bliver gjort på området.

At mange er uvidende om dette, og handler, taler og ikke mindst skriver på baggrund af denne uvidenhed, er simpelthen en kæp i hjulet på alle gode initiativer for at komme fedmeepidemien til livs. Og det betyder, at folk som jeg, bliver nødt til at gøre en indsats for at rette op på misforståelserne.

Men det er svært.

For har man først bidt sig fast i det stigmatiserende syn på overvægtige, kan det være svært at slippe. Jeg har de sidste par dage (i kølvandet på den førnævnte video) set mange, der kæmper med næb og kløer og hopper fra argument til argument, i et forsøg på at fastslå, at det jeg siger, ikke er sandt.

Og jeg forstår godt hvorfor de tænker sådan.

Hos mange cementeres en sådan holdning nemlig allerede i barndommen, ligesom overvægt gøres hos andre. Og tanker der er så fastgroede, er ubehagelige pludselig at skulle gøre op med (det kaldes kognitiv dissonans).

Andre gør det, fordi de er af den opfattelse, at skylden jo skal placeres hos nogen (hvilket ikke passer; vi behøver blot at kende årsagerne - som fx stigmatisering - for at kunne snakke om løsninger).

Og andre igen tænker sådan, fordi de kan mærke, at hvis overvægt og andre ubehageligheder ikke er den overvægtiges egen skyld, så er deres egen succes måske heller ikke 100% selvforskyldt.

Men ingen af disse årsager ændrer ved faktum:

Stigmatisering tjener intet positivt formål, og har KUN negative følgevirkninger.

Hvis vi i stedet reducerer skyldfølelsen hos de overvægtige, ved at droppe fordommene, stigmatiseringen og diskriminationen, har de faktisk langt bedre muligheder for at gøre noget ved det.

Også selvom du føler, at det modsatte gør sig gældende.

Jeg håber derfor inderligt, at flere mennesker finder empatien frem, og pakker de pegende fingre væk. For så har man faktisk gjort noget rigtig godt – både for en masse personer, der i forvejen har det hårdt nok, men også for folkesundheden generelt.

Vil du være med til det?

PS: Undskyld, undskyld, undskyld for dengang, hvor jeg ikke vidste bedre.